Alle fugle er søde. Bare ikke byduer.

Jeg ved det godt, det lyder skræmmende meget som alle dyr er lige, men nogle er mere lige end andre.*

Og jeg vil gerne tilstå nu, offentligt, at jeg hader byduer! Jeg ser rødt, når deres fidele kurren starter kl 05 udenfor mit vindue.

Jeg har i den seneste tid kæmpet mod de byduer, der tror de skal bo på min altan. Jeg vil ikke have dem siddende derude, og klatte i store bunker og sidde mine planter flade. På afstand ser de måske søde ud, men som altanbeboere er de elefanter i en porcelænsbutik.

Og skal det her trampes ned af terrængående duer? I think not! 👇🏽

Plastik-ugler og sølvpapirssløjfer i kampen mod duerne

Min nabo og jeg starter den samme samtale hvert forår: Hvordan skal vi skræmme duerne væk, når de kommer for at parre sig og bygge rede på vores altaner?

Min nabo har prøvet at skræmme dem væk med sølvpapirssløjfter og gamle CD’er hængt på snore. Det skulle efter sigende skræmme alle slags flyvende gæster væk, fordi det reflekterer lyset og flagrer på skræmmende vis.

Jeg har ageret personligt fugleskræmsel ved at springe ud og flå altandøren op, så snart jeg så en due. Jeg har prøvet at kaste vand efter dem. Og jeg har haft to kæmpestore plastik-ugler monteret på gardinstænger, til at nedstirre de formastelige kræ.

Intet af det hjalp nævneværdigt. Måske var der ro på en dag eller to, men byduer er særdeles omstillingsparate. Og så sidder de der ingen, og prøver at se uskyldige ud, mens de tramper de nyplantede tallerkensmækkere under fode.

Optrapning under coronakrisen

Under coronakrisen har jeg, som så mange andre, tilbragt en del flere timer ved hjemmeskrivebordet. Og det var en kærkommen lejlighed til at optrappe indsatsen mod skadeduerne.

Nu skulle det dælme være løgn. Det må være muligt at få det gjort dem klart, at de ikke skal sidde på min altan.

Jeg har set på nogle bygninger, at man har en slags pigge siddende langs tagrygge og nedløbsrør, så duerne ikke kan lande (og klatte). Det må man kunne gøre efter, tænkte jeg, og fandt pakken med fine bambusgrillspyd frem af skuffen.

En halv time og godt 50 grillspyd senere var alle altankasser og krukker udstyret med en lille skov af spyd. Først havde jeg sat dem med for stor afstand, og duerne formåede at møve sig i mellem spydene - men efter at have taget flere bambusvåben i brug, fik jeg lavet noget der virkede.

Og der var bingo med det samme! Ikke mere end 10 minutter efter jeg havde sat ekstra spyd op, hørte jeg en flaksen og basken! Jeg kiggede ud, og dér! Sejr!

En due havde forsøgt at lande, ikke set spyddet, og måtte betale med en endefjer!

Efter det, var der ro på den altan (jeg har to, en mod gården og en mod gaden). Af og til landede der en due på altangitteret og lagde en hævnklat, men i forhold til den normale aktivitet, var det billigt sluppet. Jeg var glad.

Er det ondt at lokke med vand?

Men due-eventyret sluttede ikke der. For jeg kan faktisk godt lide fugle!

Og jeg ved, at de inde i byerne i tørre perioder har svært ved at finde vand. Så efter mange overvejelser satte jeg er lille fuglebad op.

Og det var også meget yndigt til at starte med. Der kom musvitter og blåmejser forbi, der badede og kvidrede, som var det en Disney-film. Der kom også alliker og andre kragefugle, der kiggede fast ind ad vinduet, mens de gurglede hals.

Men ak, så fandt også duerne frem til den lille oase på min baggårdsaltan.

Og så var der krig igen! Jeg satte mine bambusspyd op, men her var det ikke redebygning de var ude efter. De ville bare drikke vand. Og det er jo lidt ondt at lokke med vand til alle - bare ikke til byduer. Jeg kan godt se det.

Men det er sådan, at de andre fugle godt kan bade og drikke uden at efterlade en pløjemark af klatter - duerne kan ikke!

Derfor måtte jeg tage nye våben i brug.

Igen, det var under coronakrisen, og jeg tilbragte mange timer ved mit spise/skrivebord, lige ud til altanen mod gården. Og det var som om duerne vidste når jeg sad i videomøde - for så landede de, vrikkede rundt og klattede, mens jeg intet kunne gøre! Altså, man kan ikke rejse sig fra et møde og agere menneskeligt fugleskræmsel. Det skræmmer også kunder væk!

Men man kan godt slukke for mikrofonen et sekund, og diskret lave et underhåndskast af en bold eller en anden lille genstand, mod vinduet - for at skræmme duen væk! Det var effektivt, men når man havde kastet et par genstande, så sad man der og manglede mere skyts.

Derfor tog jeg stærkere våben i brug. Min søns mindste nerf-guns, som vi har i omegnen af 50 skud til. Meget effektivt! Når jeg er i møde, kan jeg bare skyde en diskret runde under bordet (mens jeg er på mute), og når jeg ikke er i møde, kan jeg give den max gas.

Så nu er der foreløbig styr på due-situationen på begge altaner. Og det er meget, meget tilfredsstillende at skyde med nerf-guns. Jeg kan kun anbefale det.

Er duer kloge eller dumme?

I mit arbejde med at sikre min bolig mod duer, har jeg tænkt meget på, om de er meget dumme eller meget kloge. Deres hoveder er jo ret små i forhold til deres kroppe, men det er jo ikke det samme som at de ikke kan finde ud af at bruge det.

De virker umiddelbart dumme, når de bygger rede.
I mit barndomshjem forsøgte duerne hvert forår at bygge rede i det store birketræ i haven. De lagde tre kviste på kryds, og lagde et æg - og plop! Ægget gik lige gennem reden og ned på fliserne. Duerne kurrede forundret. Og startede forfra. Tre kviste på tværs, på en anden gren - og vupti! Samme resultat. Jeg forstår ikke at der er så mange duer, når deres konstruktionsevner tydeligt er langt under middel.

Dog har jeg også set en bemærkelsesværdig udspekulerethed fra en due. Eller hævntørst, faktisk.
En morgen hørte jeg den irriterende kurren fra altanen mod gården, fløj op ad sengen og sprang ud på altanen for at tildele en alvorlig forskrækkelse. Duen lettede, kiggede mig i øjenene - og lavede en elegant fly-by af min søns vinduer, hvor den lagde en klat så stor, at den rakte over tre fag vinduer. Tænk at der kan være så meget grøn klat i sådan en fugl!

Der var ingen tvivl om, at det var hævn fra duens side. Så måske er de kloge nok?

Argumenterne mod duer

Jeg kan ikke lade være med at have brug for at retfærdiggøre min kamp mod duerne. Alle dyr skal have lov til at være i verden. Men duerne skal ikke bo på min altan.

Så her er mine argumenter mod duer i byen:

De bærer sygdomme og bakterier
De har lopper, som de spreder til andre dyer, når de flakser befippet rundt
Deres klatter ødelægger murværk, altaner og nedløbsrør
De kurrer højlydt tidligt om morgenen
De tager ikke hensyn til planter, som de tramper ned og lægger sig til rette på

Min mor synes duer er søde. Hun synes de ser søde og uskyldige ud, når de vugger rundt og kigger forskræmt ind ad altandøren. Min søn undrer sig over, hvorfor deres hoveder bevæger sig som om de hører dubstep.

Jeg siger, at det er et skalkeskjul. De bruger deres kuglerunde øjne og douche farver til at få os til at tro at de er nuttede. Det er de bare IKKE.

Alle har en historie med duer

Når man taler om duer med andre, så har alle en historie om dem.

Nogle er bange for dem, pga. af deres uberegnelige flaksen rundt. Mange har historier om due-reder der skulle udryddes - og diskussion om, hvem i familien der lige skulle eksekvere den opgave.

Og så er der min kollega fra DMJX (hendes navn er kendt af redaktionen), der har en næsten romantisk due-historie:

“Jeg kan huske da jeg boede i mit første rigtige lejlighed på Østerbro, havde jeg en altan i et indhak. I begyndelsen, kunne jeg ikke forstå at folk havde sat kirsebærnet fra top til bund på altanerne, som der lå over og under mig.

Det kom jeg til at forstå temmelig hurtigt, for der var ikke gået en måned, så havde duerne invaderet altanen med redebygning og duelort. Jeg var pissebange for de flyvende rotter og det var faktisk pga. dem at jeg faldt pladask for min mand!

Da jeg havde indbudt ham til middag for første gang, fortalte jeg om problemet. Han gik beslutsomt ud på altanen og fangede den ene due, vred halsen om på den og smadrer dueæggene i reden. Jeg synes at jeg havde fundet verdens bedste og rigtige mand.”

Se, det er en historie, der passer mit due-had!

———————————————

* George Orwell: Animal Farm

Kampen mod duerne på altanen (Og hvorfor byduer godt må dø, lidt)