Sådan kan du gøre noget for tonen på sociale medier (som privatperson)

 

Sociale medier er bedre end deres rygte.

Der er mere anerkendelse og kærlighed på sociale medier, end der er had.

Det viser et stort studie fra virksomheden Analyse & Tal. De skriver:

”Ud af de 63 millioner kommentarer, der er blevet skrevet på politikeres og mediers Facebooksider fra januar 2019 til februar 2021, er 8,9 millioner af dem anerkendende ifølge vores algoritme. Det svarer til 14,1 pct. af alle kommentarer.

I rapporten fra maj fandt vi, at sproglige angreb udgør 5,2 pct. af kommentarerne på politikeres og mediers sider. Selvom vi ofte hører om den hårde og hadefulde tone på Facebook, så er der faktisk langtflere anerkendende kommentarer på politiker- og mediesiderne, end der er angrebskommentarer.”

Vi ved også, at hadet ikke er stigende på sociale medier. Der er mange af os, der ikke har oplevet et personligt angreb eller hadefulde kommentarer rettet mod os selv. Udfordringen er, at vi ser, at det sker for andre.
Den måde, indhold bliver vist på, på social medier - og den måde vi som mennesker bliver tiltrukket af konfliktfyldt indhold - gør, at vi bliver udsat for og ser had, der er rettet mod andre. Og det påvirker os naturligvis.

Desværre er vi nok indrettet sådan som mennesker, at vi ikke husker al den anerkendelse vi ser til daglig på sociale medier - for vi må jo se den, når nu den fylder så meget mere?

Selvom tonen på sociale medier generelt er bedre end vi tror, så er der dog stadig brug for at få reguleret tonen. Den påvirker os. For nogle mennesker er det så voldsom en påvirkning, at de ikke ønsker at være på sociale medier længere - og måske slet ikke ønsker at ytre sig i den offentlige debat.

Der er meget der kan og skal gøres, som er strukturelt, kommercielt og politisk.

Så hvad kan vi gøre? Som enkeltpersoner?

Vi kan blive Brobyggere på sociale medier.

Hvorfor skal vi blande os online?

Jeg er frivillig i foreningen Brobyggerne (Center for Dialogkaffe). det er jeg fordi jeg mener at vi som borgere i civilsamfundet skal være med til at sætte rammerne for det samfund vil vil have. Og fordi vi kan gøre noget.

Özlem Cekic, som er en af stifterne af Brobyggerne, og jeg har talt lidt om, hvorfor det er vigtigt:

Sådan kommer du i gang: Erklær dig, stil spørgsmål og støt andre

På Brobygger-uddannelse lærer brobyggerne om debat, konfliktløsning og meget andet. Det sætter os o stand til at tage de svære samtaler på en god måde, og passe på os selv og andre i processen.

Hvis du tænker: Jeg vil i gang, nu! Så er der faktisk noget du kan gøre, som jeg også anbefaler mine med-brobyggere. Og det er disse tre ting:

  1. Erklær dig (som brobygger eller ambassadør for den gode dialog). Skriv en post, hvor du opfordrer dit netværk til at tagge dig og indkalde dig til andre tråde, hvor der er brug for en, der kan hjælpe til med at bygge bro i debatten. Vær klar til at være nysgerrig (og forbered dig).

  2. Ret op på samtalerne med nysgerrighed. Selvom du ikke er klar til at erklære dig, så kan du øve dig, ved at gå ind i nogle af de svære debatter med nysgerrighed. Stil åbne, nysgerrige spørgsmål! Prøv at forstå de mange synspunkter, følelser og argumenter, uden at komme med dine egne. Det kan betyde alverden i et kommentarspor, at der er nogen der lytter!

  3. Støt op og skab ligevægt med likes. Dine reaktioner på det, andre skriver, er ikke ligegyldigt. Vi ved, at kun omkring 10% af de, der kigger med på en debat ytrer sig med en post, kommentarer eller likes. Derfor kan dine likes være tungen på vægtskålen for en, der har brug for støtte i en svær debat. Like dem, der arbejder for den gode debat og like de, der anerkender andres synspunkter.

Okay, det lyder jo meget nemt altsammen, ikke? Det er det ikke. Når man sidder med hænderne på tastaturet, hvordan får man så lige blandet sig, på en god måde? Vi har to bud:

Hvad så, når folk opfører sig vildt på noget JEG har postet?

Der er heldigvis ikke mange der har prøvet det - men langt de fleste er bange for det! Det med at skrive noget på sociale medier, der giver en shitstorm.

Well, du har faktisk et særligt ansvar for alle dine egne posts. Du er vært for alle de digitale samtaler du selv starter. Du skal sikre, at der er orden i dit digitale hus.

Özlem og jeg taler om værtsskabet:

Her til sidst en vigtig pointe fra Özlem, nemlig at det hele ikke kan blive en yndig dans på roser online. Nogle dialoger ER svære, og det er ok. Kritik ER nødvendig, for at vi kan rykke os og blive klogere. Kritik er ikke had!

I forlængelse af det gode råd, som Özlem giver i videoen, så kan det måske også være spændende at læse de to rapporter fra Analyse & Tal, der belyser henholdsvis hadet og anerkendelsen online. De giver tilsammen et rigtig godt grundlag for at forstå dialogen på sociale medier.

Og næste gang nogen i en tråd skriver at de er trætte af al det brok og al den dårlige tone online, så har man en fantastiske mulighed for at berigtige det og skrive: “Du, vidste du at 14,1% af kommentarerne på Facebook er anerkendende? Og kun 5,2% er had?”

(Klik på billederne for at hente rapporterne)

 
Katrine Thielke