Jo flere der ytrer sig, jo færre bliver hørt

I vinteren 2012 fik daværende studerende Sofie V. Jensen publiceret et debatindlæg på pol.dk, hvor hun behandler sin egen økonomi og omverdenens opfattelse af den. Hendes indlæg indskrev sig i en eksisterende debat om fattigdom og definitionen på samme. I sit indlæg skriver Sofie, at hun er fattig og at den fattigdom gør, at hun føler sig ekskluderet.

Debatindlægget blev læst, diskuteret og kommenteret af både borgere og journalister. Debatindlæggets kommentarmæssige eftermæle er, at “danskerne” (eller kommentatorerne) gav Sofie tørt på, og debatten kom noget unuanceret til at drejer sig om hvorvidt Sofie var “Fattig eller forkælet”.

I en forskningsartikel fra 2018, i tidsskriftet Journalistica, behandler Rasmus Rønlev sagen under titlen “Brølet i kommentarsporet” (artiklen er gratis og kan hentes som pdf). En af hans hovedkonklusioner er, at den journalistiske opsamling på kommentarerne på Sofies debatindlæg helt grundlæggende ikke er retvisende.

Han kan påvise at en lille majoritet giver Sofie medhold. Der er også en stor minoritet der ikke er med hende - men det er ikke sådan det bliver fremstillet.

Rønlevs artikel er grundig og tydelig formidlet, så du kan med fordel stoppe din læsning af denne blogpost, og hente de 30 siders forskning ned til behagelig læsning.

Jeg vil blot komme med et enkelt citat fra artiklen, til refleksion:

“Som sagt viser min analyse at der var et lille flertal af debattørerne på politiken.dk der var positivt over for SVJ og hendes indlæg, mens et stort mindretal var negativt. Den dominerende historie i danske medier var imidlertid en anden, nemlig at det store flertal af dem der skrev kommentarer på Politikens netavis, var uenige, kritiske og i flere tilfælde decideret fjendtlige. I medieomtalen blev den offentlige opinion i kommentarsporet på politiken.dk altså ikke blot unuanceret formidlet som mere entydig end tilfældet var, men decideret misvisende udlagt som overvejende negativ og kritisk over for den borger der tog initiativ til debatten, og de synspunkter hun gav udtryk for.”
(Rønlev, Journalistica, nr 1 2018, side 86)

Det får mig til at tænke på Peter Brodersens site rasende.dk. Her tracker Peter på dagbladsartikler der har ordene “rasende, raser, raseri” i titlen. Det giver en ret sjov kurven over dagens og ugens medieraseri, men mest af alt er sitet (i min fortolkning) en kommentar til, hvordan skarpvinkling skaber ihvertfald en version af verden - hvor befolkningen, politikere og meningsdannere tilsyneladende er rasende hele tiden.

Og hvor det vrede synspunkt får masser af dækning.

Rønlev slutter af med at henvise til det fænomen, at jo flere der ytrer sig, jo færre bliver hørt (Rønlev, Journalistica, nr 1 2018, side 69-70). I artiklens kontekst handler det om, at mængden af kommentarer har været overvældende og at de journalister, der har skulle behandle kommentarerne samlet som journalistisk kilde, tilsyneladende ikke har bearbejdet dem så systematisk som Rønlev har. Han konstaterer flere gange tørt, at Politiken selv med ærefrygt henviser til antallet af kommentarer (knap 2.000): “ (...) journalisternes egen fascination af reaktionens numeriske omfang afspejlede (...)” - hvilket jeg løseligt oversætter til “journalisterne var helt på røven over det store tal”.

Rønlev påpeger at journalister med deres særlige retoriske privilegium har et særligt ansvar for, at journalistisk, der formidler den brede og vanskelige debat i et kommentarspor, er nuanceret. Der nytter det ikke noget at læne sig tilbage og sige “der var sørme mange kommentarer!”.

Det, at mængden at ytringer skygger for at blive hørt, er også anvendeligt i vores analyse af onlinedebatter. Der kommer ganske enkelt et punkt, et antal kommentarer, hvorefter kommunikationen bryder sammen, og debat ikke længere er mulig. Efter det punkt bliver tråden til ren positionering og troldeadfærd kan få frit løb.