Har du tillid til LinkedIns verificering af identitet?

 

LinkedIn har i et stykke tid tilbudt, at man kan verificere sin identitet vha. sit pas. Dermed kan man tydeligt adskille sig fra de konstruerede og falske profiler.

Ret god idé. Vi er efterhånden nået dertil, hvor man skal bevise, at man er et menneske.

Jeg er nysgerrig efter at vide, om andre har valgt at bruge verificeringen - og hvorfor? Hvad er kriterierne?

Tilliden til MitID er høj

Vi er vant til at bruge MitID i Danmark, og vi har overvejende tillid til netop det system. De seneste år er svindel med MitID faldet - siden den live QR-kode blev indført, er det meget sværere at phishe MitID-brugere.
Vi kender MitID fra hverdagen, og de fleste brugere er nok også klar over, hvilke data MitID holder om os, og hvad der bliver overleveret ved en standard verificering med MitID (at du er den du siger du er, og hvornår du er født). Vi har en balanceret tillid, fordi der er enhed om, hvordan processen foregår.

Det fleste er nok ikke bevidste om, at man kan logge ind på mitid.dk og se, at der er en log over alle ens logins, verificeringer og andet man har brugt MitID - men det er der.

Giv dit pas til Persona

Den service, LinkedIn bruger til at verificere din identitet på LinkedIn hedder Persona. Persona Identities Inc er store, velrenommerede og i vækst. De er det, man kalder en unicorn. Der er, ved almindelig desk research intet galt med dem. Faktisk har de både skidegode produkter og misundelsesværdig god kommunikation. Det er ikke dem, jeg er ude efter.

Jeg er mest nysgerrig efter, hvad det er der gør at mange af os - mig selv inklusiv - gerne bruger vores pas på en kommerciel service som LinkedIn, igennem en virksomhed som Persona.

Hvad er det, der skaber tilliden? Er det passet? Vi har tillid til vores eget pas, og overfører den tillid til en institution, der kan modtage det?

Vi er i stigende grad optaget af data-privatliv, men vi er osgå bekvemme væsner.

Vi skal vænne os til et identitetslag på nettet

Vores dagligdags internet er et hyperlinked netværk. Udfordringen er, at der mangler et identitetslag, man kan stole på.

Som det er nu, er det nemt for botter, scripts og troldefarme at udgive sig for at være mennesker, og svindel med svage loginløsninger såsom brugernavn og passwords er alt for nemt. Med AI er det blevet virkelig svært at skelne mellem let akavet menneskelig kommunikation og bevidst let akavet bot!

Vi bliver nødt til at kunne verificere os selv som mennesker, og ind i mellem identificere vores præcise identitet (Jeg kommer altid til at tænke på den der “find all the humans”-scene i en af X-men filmene…).

Det kræver processer vi forstår, systemer der er transparente og tillidsvækkende - og at vi har tillid til leverandørerne.

PS. Jeg er interesseret i emnet, fordi jeg arbejder for Criipto, der blandt andet laver verificering baseret på MitID.

 
Katrine Thielke