Spændvidde eller specialisering?
Jeg læste for mange år siden Malcolm Gladwells populære bog Outliers, hvori han blandt andet argumenterer for, at hvis man lægger 10.000 timer i et fag, en sport eller en kunstart, så kan man blive ekspert. Han sagde også en masse andet, som at der var belæg for at hvis man er født sidst på året, så har man en fordel i mange sportgrene og i skolen, pga. den måde ungdomssport og skolen er skruet sammen på.
Ideen om de 10.000 timer slog an. I bogen skriver Gladwell blandt andet om Steve Jobs, og hvor tidligt han lagde sine 10.000 timers programmering og hans efterfølgende kommercielle succes. Det blev af mange oversat til: Start tidligt, specialiserer, knokl på - så bliver du til noget!
Jeg synes det var en dejlig enkel idé, men det var også lidt deprimerende. Jeg læste den, da jeg allerede var i mine 30’ere. Hvordan - og ikke mindst hvornår - skulle jeg lige få lagt de 10.000 timers specialisering? Det var jo for sent allerede.
Men nu er bogen kommet der redder mig!
Fra 10.000 timer til spændvidde
David Epstein har skrevet Range - how generalists triumph in a specialised world, og det er mildest talt vand på min mølle!
Igennem en masse herlige anekdoter og videnskab (heldigvis!) argumenterer han for, at de der er bedst rustet til at løse komplekse problemstillinger og få nye ideer er de, der har:
Samplet meget i deres barndom og ungdom, dvs. prøvet mange forskellige fag/sportsgrene/kunstarter af
Specialiseret sent, ikke tidligt
Skiftet fag, en eller flere gange, og har været i stand til at domæneoverføre mellem fagene
Været en del af teams med faglige og erfaringsmæssig diversitet, dvs. ikke-homogene teams
Har argumenterer også for, at man kan lade sig forlede af erfaring. Det er nemt at bruge simpel mønstergenkendelse på et problem, og gentage en løsning man har brugt de sidste 20 gange - i stedet for at bemærke den lille ting, der er off.
Innovation med vissen teknologi
Og at når man har flere fagligheder i én person, koblet med nysgerrighed, så får man også en person der måske er god til at lave nyt ud af vissen teknologi (Epstein kalder det withered technology i bogen, vissen er min oversættelse). Historien om Nintendo er et godt eksempel; mange af deres første produkter var hakket sammen af billig, uddateret teknologi, og spillene var simple. At innovere med skrammel var faktisk Nintendos største forretningsmæssige fordel i lang tid.
Han fortæller om kendte og ukendte, men dygtige videnskabsfolk og opfindere, der har slingret sig vejen igennem karrieren, og lavet sene gennembrud. Og om grundforskning, der kommer af oprigtig nysgerrighed, ofte tværfaglig nysgerrighed, der har ledt til store gennembrud.
Det er på mange måder en opmuntrende bog. Epstein fortæller, at der ikke er nogen opskrift eller formel. Men der er nysgerrighed og lyst til viden, og hvis man følger den, så kommer der et eller andet (godt) ud af det til sidst.
Hvis du, som jeg, vældig godt kan lide at have flere faglige interesserer, godt kan lide at rode i ting for at se hvordan de virker, og har smalle hobbyer, så er det her bogen for dig.
En tidligere chef kaldte mig engang for fagligt volatil. Jeg tror han undrede sig. Well, i den her bog er forklaringen. Jeg har en ikke-plan med det jeg laver! Jeg går efter spændvidde.
